Nyt medie deler ud af spejderlivet online

03.02.2022

De grønne pigespejdere byder alle velkommen til online bålrøg og indblik i spejderhverdagen i vores nye app Nektar

Lejrbålshistorier, nye vinkler på lederskab og klimaindspark.

Det er bare noget af det indhold, som pigespejdere og andre, som er nysgerrige på spejderliv, kan glæde sig til i vores nye onlineunivers Nektar, som går i luften 5. februar.

Vores tidligere ledermagasin Nektar er blevet til en app, og selvom navnet er det samme som forgængeren i papirform er meget forandret. Nektar byder nu på både artikler, podcast og video – og er kun et klik væk.

Bag indholdet står vores frivillige redaktion, som glæder sig til at vise det opdaterede Nektar frem. Det fejrer vi på lanceringsdagen, hvor de overtager vores Instagram med spørgerunde, kagespisning og meget andet.

”Jeg er superspændt. Jeg har aldrig haft så mange sommerfugle i min redaktørmave før,” siger chefredaktør, Lise Neidel.

Alle kan blive inspireret

Hvor magasinet Nektar tidligere kun udkom to gange om året til medlemmer, vil der nu løbende udkomme nyt indhold i app’en.

”Vi bliver aktuelle som aldrig før,” slår Lise Neidel fast.

Samtidig bliver Nektar også et vindue ind til De grønne pigespejdere for både forældre, samarbejdspartnere og hvem der ellers har lyst til at kigge forbi og bliver klogere på blandt andet rollemodeller og friluftsliv.  Størstedelen af app’ens indhold er nemlig synligt for alle.

”Det bliver meget mere udadvendt og til glæde for mange andre end pigespejdere, for vi har så mange spændende vinkler og inputs til samfundsdagsordenen generelt. Det skal vi dele ud af,” fortæller Lise Neidel.

Debatsektion for medlemmer

For pigespejdere er der i app’en også et medlemsunivers, hvor hvert medlem kan logge ind med deres medlemsnummer.

Her finder man et debatforum, hvor man både selv kan skrive indlæg og læse og kommentere andres. På den måde bliver der mulighed for endnu mere dialog og erfaringsudveksling mellem pigespejdere.

Med medlems log-in er det også muligt at gemme artikler og give det et ”bravo”, hvis der er noget, som man synes godt om.

Alle medlemmer af De grønne pigespejdere over 15 år modtager en personlig mail med information om log-in.

Vil du downloade Nektar?

Nektar er en web-app. Det vil sige, at det rent tekniske er lavet som en hjemmeside, men den skal bruges på præcis samme måde som en app.

Det tager kun få klik at sætte det op, og hvis du er i tvivl om, hvordan man gør, har vi lavet en lille guide til dig.

  • Du skal kun bruge din telefon, når du skal på Nektar.
  • Skriv mit-nektar.dk i browseren på din telefon (f.eks. i Safari eller Chrome), og du kommer ind på Nektar.
  • Herfra skal du tilføje siden til din startskærm/hjemmeskærm. På Safari finder du funktionen ved at trykke på den lille firkant med en pil i. På Chrome ved at trykke på de tre prikker øverst i højre hjørne. Der er hjælp at hente på Google til lige præcis din browser, hvor vi f.eks. har fundet denne guide til Safari.
  • Efterfølgende vil Nektar ligge side om side med dine andre apps på telefonen.