Pigespejder Lotte Bak besteg Kilimanjaro med sin mor

Lotte Bak, som sidder i De grønne pigespejderes hovedbestyrelse, startede året 2024 på usædvanlig vis, da hun besteg Kilimanjaro med sin mor. Erfaringen som pigespejder var uundværlig at have med i bagagen.

Efter fem og en halv dag i vandrestøvlerne, hvor en enkelt dag var 17 timers vandring, kunne Lotte Bak og hendes mor, Vera Bak, endelig hejse armene i vejret og ånde lettet op. De var nået til toppen af Kilimanjaro.

De måtte dog ikke stå deroppe i mere end ti minutter, hvis de skulle undgå højdesyge, men de ti minutter, hvor solen skinnede, og de stod på Afrikas højeste punkt, var det det hele værd, efter at have gået i regn og gråvejr, for det var en af Lottes drømme at bestige lige præcis det bjerg.

Hun havde egentlig allerede i sin højskoletid i Afrika tilbage i 2008 drømt om at bestige bjerget, men det var først, da hendes mor spurgte for et år siden, om hun ville med, at drømmen igen blussede op.

– Vi har været på vandreture og cykelture før, men det ville blive første gang på et så stort bjerg for os begge. Men jeg glædede mig til at komme ud og opleve den natur, der er så anderledes i Danmark, fortæller Lotte.

Vær forberedt

Der er nogle ting, man skal være forberedt på, hvis man vil tage de lange vandringer til toppen af bjerget. Lotte forklarer, at man først og fremmest selvfølgelig skal være i god fysisk form, så man er sikker på, kroppen kan holde til de tyndere luftlag. Men det er også vigtigt at være mentalt forberedt. Det opdagede hun, da de startede deres rejse.

– Meget af det handler om, at man skal forberede sig på det uventede. Og der kunne jeg godt mærke, at jeg havde en god bagage med fra pigespejderne, som gjorde det lidt nemmere for mig, fortæller Lotte og fortsætter.

– Jeg tror, at hvis alt havde været nyt på én gang, så havde det været hårdere. Men jeg opdagede at jeg har lært meget fra pigespejderne, som jeg kunne bruge. Både det med at være ude i naturen og ikke være bange for barskt vejr, men også min erfaring med gruppedynamikker, og hvordan man nogle gange skal tilsidesætte sig selv for fællesskabet.

Ifølge Lotte var det først bagefter, hun er kommet i tanke om, hvor meget hun har taget med fra pigespejderne, som andre måske ikke har lært. Som hun siger, så er det ikke noget, hun tænker over til hverdag, at hun kan, det følger bare med hende, hvorend hun er.

Oplevede andre sider

Den viden og de egenskaber fulgte hende altså også med blandt vulkantoppe og fortryllende landskaber op til toppen af Afrikas højeste bjerg – og ned igen.

Det tog Lotte og hendes mor fem og en halv dage at komme til tops sammen med deres gruppe, og det tog halvanden dag at komme ned igen.

– Vi oplevede helt klart andre sider af hinanden, og det var dejligt. Det gør man jo, når man deler sådan en oplevelse sammen.

Spørger man Lotte, om det var hendes sidste bjergbestigning, er svaret et rungende “nej” – tværtimod. Lotte har mod på mere, og det må gerne være endnu vildere. Drømmen er at bestige flere bjerge og gerne nogle steder, hvor hun skal både klatre og bruge isøkse, selv om det ikke er noget, hun har prøvet før.

Gør det

– Jeg har oplevet tidspunkter, hvor jeg har skullet gøre ting, der var grænseoverskridende for mig. For eksempel hvis jeg skal rapelle fra højder eller klatre på en bjergside, så kan jeg godt mærke, at benene ryster. Men så tænker jeg altid: “Det skal være løgn”, fortæller hun og fortsætter:

– Som pigespejder har jeg altid hørt folk sige: “Det kan man sagtens”. Så når jeg står et sted, hvor benene ryster, så minder jeg altid mig selv om, at jeg sagtens kan – eller i hvert fald gøre et forsøg.

Det er også en klar opfordring, Lotte har til andre pigespejdere, der drømmer om at bevæge sig ud på usikker grund på samme måde som hende i jagten på deres drømme. For tager man tingene som de kommer, så kan de næsten altid løses i fællesskab.

– Man har så meget mere med i bagagen som pigespejder, end man lige går og tror. Det handler bare om at udforske den mentale rygsæk, man har med.