Pigespejderne på Naturmødet: Kan man tænde et bål med en micro:bit?

15.06.2023
Foto: Sara Lil-Jane Pedersen

Julie (tv.) & Maria (th.)

I dagene fra den 11. – 13. maj blev årets Naturmøde afholdt. Naturmødet er naturens forsamling, hvor aktører, der har naturen som udgangspunkt, mødes om aktuelle naturdagsordner og inspirerer hinanden ved at lære nye ting. På årets Naturmøde var Spejderne repræsenteret som fællesskab, og pigespejderne var også med.

På årets Naturmøde, der blev afholdt den 11.-13. maj, tog Spejderne afsted som fælles forening med en repræsentant fra hvert korps. De grønne pigespejderes repræsentant var Maria Jakobsen, som er organisationskonsulent på korpskontoret.

Spejderne stillede op med debatten ”Kan man tænde et bål med en micro:bit?”, som handlede om, hvordan vi kan bruge teknologien til at få flere børn og unge ud i naturen.

Pigespejdernes stemme på Naturmødet

Til debatten havde Spejderne inviteret fire debattører på scenen: Anne Lise Jensen fra Naturhistorisk Museum, Dennis Teilmann Maigaard fra Natureventyr, pædagogisk antroprolog Gertrud Lynge Esbensen og Julie Wænnerstrøm, som er pigespejder og en del af PigespejderTech arbejdsgruppen.

– Min vigtigste dagsorden var at få spredt ordet om micro:bitten og dens funktioner. Det betød meget for mig, fordi jeg har brugt meget tid på at udvikle aktiviteter og materiale, så den kan blive brugt til at gøre spejder mere moderne. Men også for at vise børn såvel som voksne, at programmering godt kan være nemt og sjovt, fortæller Julie Wænnerstrøm.

Som debattør oplevede Julie en fantastisk stemning blandt dem, der var til debatten, og hun fik talt med en masse, som interesserede sig for det samme område, som hende selv.

– Jeg havde helt generelt en rigtig god og lærerig oplevelse, og jeg kan helt klart anbefale det til andre. Det er en smule  grænseoverskridende at skulle tale foran mange mennesker, men omvendt er det så bekræftende at kunne fortælle om sit arbejde og dele sin viden med folk, der kommer og vil lytte til nettop dit emne, siger hun.

Micro:bitten – en ny måde at være i naturen

Efter debatten inviterede Spejderne til en uformel bålsamtale, hvor deltagerne havde mulighed for at prøve en ægte PigespejderTech-aktivitet. Julie Wænnerstrøm og Maria Jakobsen oplevede en stor interesse fra mange, der gerne ville prøve micro:bitten rundt på de forskellige poster, til det micro:bit morseløb de i fællesskab havde lavet.

– Der var også en lille gruppe spejdere på besøg, som ville prøve de micro:bits, vi bruger hos De grønne pigespejdere. De synes, det var rigtig sjovt, og var faktisk ret hurtige til intuitivt selv at finde ud af, hvordan den virkede, fortæller Maria Jakobsen.

Debatten omkring brugen af teknologi i naturen blev taget godt imod, da micro:bitten for mange gør det nemmere at komme ud og være aktiv i naturen.

– Teknologien er med til at skabe rammer for at nytænke dét at være i naturen som barn og ung. Ved at bruge forskellige teknologier som micro:bits holder Spejderne sig moderne ved at appellere til de unges interesser. Lige præcis micro:bitten nytænker normerne for teknologi i naturen ved at fjerne fokus fra telefonskærmen og i stedet bruge den bagvedliggende teknologi i praksis, fortæller Maria Jakobsen.