Problempirater er i gang – og Frida fra Hasle-Møllevang er med

06.05.2020

I en tid der ikke ligefrem tillader planlægningsweekender med mange deltagere  og hyggesnak tværs over bål, er Problempirater – tværkorpslige projekt, der skal lave naturvidenskabelige aktiviteter for alle spejdere i Danmark –  i stedet startet op digitalt. Til trods for en anderledes opstart, er motivationen hos de frivillige spejdere stadig i top.

På trods af et lukket spejderland, blomster det tværkorpslige projekt Problempirater. Indtil videre består projektet af 11 spejdere fra fire korps, som til sammen danner et landsdækkende fælleskab, der over de næste tre år skal udvikle de sjoveste, vildeste, skøreste og mest lærerige naturvidenskabelige spejderaktiviteter til spejdergrupper over hele landet.

Fælles for de 11 frivillige er en stor interesse for naturvidenskab og et brændende ønske om at lave fede aktiviteter for spejdere i hele Danmark. Til gengæld er sammensætningen ellers meget bred: Gruppen består af fire kvinder og syv mænd, den yngste er i 20erne år gammel og den ældste mere end det dobbelte. Der ud over spreder de frivillige sig helt fra Thy til Odense og videre til Amager.

Motivationen er intakt

Selvom udsigterne til en normal spejderhverdag lige nu er tåget, er der ingen tvivl om, at de frivilliges motivation for at fremme naturvidenskabeligt indhold til spejderne stadig er intakt. Frida Viktor fra De grønne pigespejdere glæder sig i hvert fald til at kunne være med til at udbrede naturvidenskab i spejderregi:

”Folk har ofte et svært forhold til naturvidenskab, men det er vigtigt, at der i fremtiden også er nogle, der vil faget. Problempirater er derfor en god måde at lave noget naturvidenskabelig viden, som spejderne kan lege sig til.”

Gry Persson fra Det Danske Spejderkorps er også glad for at være kommet i gang med Problempirater, og hun fortæller, hvorfor spejder spænder så godt overens med naturvidenskab:

”Børn er umiddelbare og nysgerrige, og det skal dyrkes. Både spejdermetoden og naturvidenskab fordrer til nysgerrighed, og den nysgerrighed kan vi som uddannede voksne være med til at fodre.”

For Bo Haagensteen Møller fra KFUM-spejderne kommer noget af interessen for naturvidenskab fra alle de vilde ting, som videnskaben kan levere:

”Hvis kontrollen og sikkerheden er på plads, er jeg er glad for store bål, batterier og ting, der springer i luften. Derudover elsker jeg, når jeg forstår nogle brikker, der passer sammen. Dét vil jeg rigtig gerne give videre til ungerne. Jeg glæder mig til at se deres nysgerrighed og lave nogle ting, der tænder dem. Derudover vil jeg rigtig gerne lave noget farligt på en ikke farlig måde, så spejderne lærer, hvor vigtig sikkerhed er.”

Digitalt ok, fysisk bedst

Selvom de frivillige i Problempiraterne ikke nåede at mødes fysisk, inden Danmark lukkede ned, har de netop mødtes første gang – digitalt:

”Det er selvfølgelig bedre at kunne mødes fysisk, men det var en fin måde at få projektet sat i gang, og det er fedt, at der sker noget, selvom vi ikke kan mødes rigtigt,” fortæller Gry Persson, der samtidig tænker, at digitale møder fremadrettet kan være noget, der skal tænkes mere i.

Til trods for de digitale møder ikke har optimale forudsætninger, er Bo Hagensten Møller  alligevel af den overbevisning, at de rent faktisk har potentiale på andre parametre end fysiske møder:

”Tidseffektiviteten på online-møder er fin, og på den måde er det også nemmere at lave kortere møder med hyppigere frekvens. Det betyder, at fremdriften på projektet sker hurtigere, og det er jo kun godt.”

For Frida skaber de digitale møder en bekræftelse af, at Problempirater ikke er lammet. Samtidig er hun heller ikke i tvivl om, at hun virkelig ser frem til at komme videre frem i projektet.

”For børn virker eksperimenter indenfor naturvidenskab som magi, mens det for ældre mennesker giver en god forståelse for, at faget kan bruges bredt. Jeg glæder mig derfor til at starte eksperimenter og en hel masse prøven sig frem op.”

Alle de frivillige håber snarest at kunne mødes fysisk, så de kan få skabt endnu mere sjov, brag, aha-oplevelser, eksperimenter og legende læring i naturvidenskabelige rammer.

Hvis du har lyst til at blive en del af holdet – eller bare vil høre mere om projektet – så kontakt Martin Lennard på tlf. 21 33 04 29 eller mail mle@dds.dk

Hovedaktiviteterne i ‘Problempirater’ fra 2020 til 2022 er:

  • Uddannelse af frivillige spejderledere til at bruge science spejdermetoden i spejderarbejdet
  • Udvikling af konkret aktivitetsmateriale og eksperimentguides til børn, unge, foreninger og institutioner over hele landet.
  • 63 problempirat-camps med science-aktiviteter for børn, unge og familier, ved spejderhytter, på Ungdomsøen og Spejdernes Lejr i 2022.