Selv de mindste kan også nå til tops

18.10.2019

Vigersted gruppe har fået succes med Spilopspejd for de mindste efter, at gruppen var med i projektet Ud i naturen med De grønne pigespejdere. Selv de mindste pigespejdere kan træne deres mod gennem udfordringer.

Piger der udfordrer sig selv, klatrer i træer, klatrer på klatrebaner, og overvinder højdeskrækken, det er modige piger. Vigersted Gruppe tog forrige søndag til et helt nyt niveau, da hele gruppen besøgte Camp Adventure, hvor de prøvede kræfter med klatrebaner, højdeskræk, tyngdekraft og tog turen til tops i Skovtårnet.

Store som små spejdere var med på Camp Adventure. Masser af klatrebaner gennemført, og her blev pigernes mod især testet. Klatrebanerne var populære blandt alle pigerne, og selv spilopspejderne, hvor den yngste var 3 år, tog også udfordringen op.

Gruppens alleryngste spilopspejder, Emily på kun 16 måneder, var også med til tops i Skovtårnet, hvor en fantastisk udsigt over Sjælland blev nydt. Da dagen var omme, havde alle pigerne og forældrene både ømme arme og ben af den meget klatring, men alle havde et stort smil på læberne.

Vigtigt at lave noget sammen på tværs af alder

For Vigersted Gruppe er det vigtigt at have aktiviteter, hvor alle gruppens enheder er samlet.

”Det fungerer super godt for de små spilopspejdere, at de en gang imellem ser de større piger. Så kan spilopspejderne glæde sig til at blive ældre, og samtidig har de nogle at se op til” fortæller Tina Lund-Lassen, der er spilopspejdleder i Vigersted.

De større piger får også en hel anden rolle på en dag, hvor spilopspejderne er med. Lige pludselig er de ikke længere de yngste, og de tager helt af sig selv ansvar over for de yngste, hvilket i den grad kan mærkes og giver noget til begge aldersgrupper.

Succes med Spilopspejd

Vigersted Gruppe startede i foråret spilopspejd op, i forbindelse med projektet Ud i naturen, og de har nu en stabil gruppe af familier, der tager til spilopspejd hver anden søndag.

Til spilopspejd er de altid udendørs, og familierne laver en masse spejderaktiviteter, og samtidig bliver de en del af fællesskabet i gruppen. Noget af det, de i gruppen har særligt fokus på, er at få spilopspejderne til at føle sig som en del af gruppen, hvilket sker, når hele gruppen tager på tur og har aktiviteter sammen, som de havde på Camp adventure.

Du kan læse mere om projektet Ud i naturen og målgruppen på her på hjemmesiden.

Kontakt Korpskontoret

Kunne du også godt tænke jer at starte Spilopspejd op, så har du også muligheden. I forbindelse med projektet Ud i naturen har vi det sidste halvandet år samlet en masse erfaringer om målgruppen, og på kontoret står vi klar til at hjælpe nye grupper i gang.

Hvis du har spørgsmål til Spilopspejd, ønske om at starte op eller bare er lidt nysgerrig på jeres muligheder så kontakt Tenna Arpe på tar@pigespejder.dk.