Spejdergruppe fik succes med SFO samarbejde

24.01.2019

Allingåbro gruppe valgte at gå en ny vej end den, de var vant til i forsøget på at lokke nye medlemmer til.

I Allingåbro gruppe havde man arbejdet for at få flere medlemmer ind, men det synes ikke umiddelbart at give pote.

“De ting, vi plejede at gøre for at lokke medlemmer til, virkede ikke. Men vi vidste, at der skulle gøres noget for at sikre, at gruppen overlevede”, siger Rikke Stidsing, leder i gruppen.

 

Kontakt til SFO

Gruppen vidste, at det var nu, der skulle handles. Derfor forsøgte de sig med en lidt anderledes metode, der viste sig at være en succes.

“Vi begyndte at tænke på, hvor børnene befandt sig til daglig. Og det var der, vi kom på ideen om at kontakte SFO’en.”

Gruppen tog chancen og ringede til SFO’en for at spørge, om de kunne være interesseret i at komme ned og lave nogle aktiviteter en eftermiddag hos pigespejdergruppen.
Det var de friske på, så en eftermiddag tog børn og pædagoger ned for at besøge spejderhytten.

“Vi var 4 ledere og så pædagogerne fra SFO’en. Børnene var hernede i to timer, og det endte med at fordoble vores medlemstal”, fortæller Rikke.

Både piger og drenge fra SFO’en var med, da man ikke specifikt kan invitere piger. Rikke og de andre ledere sørgede for at have god kontakt med de forældre, der kom og hentede og fortælle om de tilbud, gruppen havde. “Det er nemmere for forældre at forholde sig til spejder, når de kommer derned og ser grunden. Det er også der, det er lettest at få snakket med de forældre, der viser interesse”, siger hun.

 

Et skud i tågen gav succes

Gruppen og medlemstallet går ligeså stille fremad, og en stor del af det er takket være ideen om at kontakte SFO’en.

“Vi blev nødt til at forsøge os af veje, vi ikke før havde gået. Det var  et rent skud i tågen, som heldigvis viste sig at være en god ide.”

Efter succesen har gruppen snakket om at gøre det igen. “Det kan klart anbefales at forsøge”, siger Rikke. “Det er en god måde at få de børn og forældre ned til os, som ikke kommer af sig selv.”