Verdensmål er pigespejdermål

16.12.2019

”Hvis ikke vi arbejder med verdensmålene, så misser vi en chance for at være med på noget vigtigt, og så falder vi bagud.” Sådan siger Pia Risør Bjerre, der er grøn pigespejder og ungdomsdelegat i FN. De grønne pigespejdere skal være relevante for børn og unge, der vokser op i vores samfund, og som leder har man en unik mulighed for at inkorporere verdensmålene i spejdermøderne og gøre en forskel.

 

Af Nicoline Viola Hoeg

 

Verdensmålene, der består af 17 mål og hele 169 delmål, er skabt af FN for at give hele verden en fælles kurs mod en mere bæredygtig fremtid. En kurs, som De grønne pigespejdere skal gå forrest med. Det fortæller Pia Risør Bjerre, der er grøn pigespejder og ungdomsdelegat i FN:

”Som spejdere er vi med til at forme de piger og kvinder, der skal tage ansvar for fremtidens samfund. Vi kan ikke længere komme udenom bæredygtighed, og derfor er det vigtigt, at vi som spejdere går forrest.”

Det giver rigtigt god mening for lederne i De grønne pigespejdere at have verdensmålene med hele vejen, når de arbejder med de unge spejdere i deres gruppe. Dog kommer spejdernes forældre ikke nødvendigvis selv fra en generation, hvor de har været tvunget til at tænke over deres egen bæredygtighed. Derfor skal man lære om det i spejdergruppen, fortæller Cecilie Christiansen, der er verdensmålsambassadør og grøn pigespejder i Hvalsø:

”Vi er i De grønne pigespejdere så meget i kontakt med unge, at vi faktisk har mulighed for at have indflydelse på dem fra en tidlig alder. Vi kan hjælpe dem med at danne deres egen mening tidligt, inden de kommer ind i nogle faste rutiner, de måske lærer fra deres forældre. Vi kan lære dem at stille spørgsmålstegn ved de valg, de tager,” forklarer hun.

Cecilie Christiansen synes nemlig, det er en gave, at De grønne pigespejdere har så mange engagerede ledere, der kan undervise pigespejderne om noget virkeligt samfundsrelevant, de måske ikke lærer om i skolen.

 

Hvad kan spejderne gøre?

Cecilie Christiansen forklarer, at De grønne pigespejdere har et enormt potentiale til at kunne gøre en forskel:

”Det er en styrke, at vi er en stor organisation, der er i et samarbejde med andre spejderorganisationer, som også er ambitiøse på verdensmålene. Jeg har snakket med andre korps om, hvad de gør, og sammen med dem kan vi gøre en forskel. Jeg kan jo godt ændre nogle ting ved mig selv helt alene, men jeg kan ikke gøre en reel forskel uden alle er med på den – og sådan gør vi en forskel. Det er en styrke, at vi som spejdere har hinanden og har fællesskabet i ryggen.”

Hvis man gerne konkret vil i gang med at arbejde med verdensmålene, findes der allerede noget materiale, man kan tage fat i, fortæller Pia Risør Bjerre:

”Der er mange gode steder at starte med at arbejde med verdensmålene. Spejderne har udviklet noget super godt materiale, der hedder ”Byg en bedre verden [klik her], der gør aktiviteterne meget jordnære. Der kan du finde ting, du allerede kan lave med dine spejdere i næste uge.”

Så hvis man spørger Pia Risør Bjerre og Cecilie Christiansen er der altså nok at gå i gang med, og der er kun én vej at gå – og det er forrest:

”Vi skal være relevante for de børn og unge, der skal vokse op i det her samfund. Det bliver vi ved at bruge verdensmålene aktivt. Hvis ikke vi arbejder med verdensmålene, så misser vi en chance for at være med på noget vigtigt, og så falder vi bagud,” slår Pia Risør Bjerre fast.