Kom på spejderudveksling i Australien

04.01.2023
Foto: Jacob Fredegaard Hansen

Er du mellem 15 og 17 år, kan du få en vildt spændende spejderoplevelse i rygsækken. Med Scouts Australia kan du bruge din sommerferie på udveksling i Australien. Frist er den 23. januar.

Efter et par coronaramte år er tilmeldingen til spejderudveksling i Australien igen åbnet. Scout International Student Exchange Program (SISEP) er tilbage, og er du mellem 15 og 17 år og god til at tale engelsk, kan du sende en ansøgning om at komme til Australien på spejderudveksling i sommerferien. Det er et eventyr ud over det sædvanlige, hvor du får nye venner og oplevelser for livet.

Når du er udvekslingsspejder, bor du hos en lokal værtsfamilie, og du vil fungere som et ekstra familiemedlem cirka jævnaldrende med din australske værtsspejder. Du og din værtsspejder vil følges sammen i skole og til spejder, og du vil også give en hånd med huset som en del af familien, deltage i fester eller andre sociale arrangementer, der ligger i løbet af din tur. Du bliver altså en del af familien i de cirka fem uger, en udveksling typisk tager.

Familien kan bo i New South Wales, West Australia eller Tasmanien, så der er god mulighed for at opleve det helt ægte Australien.

Hvad med det praktiske?

Selve opholdet tager din værtsfamilie sig økonomisk af. Det, du selv skal sætte penge af til, er blandt andet rejseomkostningerne tur/retur, forsikringer, lommepenge til en fed tur, visum og transport til et orienteringsmøde i Danmark før din tur. Samlet set ender dine egne udgifter typisk i 13-14.000 kroner eksklusiv lommepenge.

Hvis du synes, det lyder som noget for dig eller en, du kender, så er dit næste step at udfylde et særligt ansøgningsskema til Danish Scout Counsil. Desuden skal du skrive en side på engelsk, hvor du fortæller om dig selv, hvor du går i skole, hvad dine interesser er, hvad du laver som spejder, og hvorfor du gerne vil afsted på spejderudveksling. Du skal også have fat i din spejder- eller gruppeleder for at få en kort skriftlig anbefaling og sende et vellignende foto af dig selv.

Du kan læse mere i pdf’en her og få fingrene i ansøgningsskemaet her eller tage fat i Martin Drews på martindrews@spejdernet.dk.

Så tag pigespejdertørklædet, skrivehandskerne og formuleringsbrillerne på. Du har indtil den 23. januar til at udfylde ansøgningen til en af de fedeste spejderoplevelser i år: Udveksling med kænguruer eller andre fascinerende dyr downunder.