Har du hørt det? Roverway er tilbage!

12.04.2023
Foto: Roverway 2016
Her ses alle de danske deltagere på Roverway 2016. Ses vi i 2024?

Det er fem år siden, Roverway sidst blev afholdt, men nu kan vi igen glæde os over at kunne sende danske spejdere på et kæmpe spejdereventyr. I 2024 vender lejren tilbage, og denne gang går turen til Norge.

Roverway er et fælles arrangement mellem World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS) og World Organization of the Scout Movement (WOSM), der samler rovere fra hele Europa.

Det særlige ved Roverway er, at selve lejren er opdelt i to dele, hvoraf første del kaldes ‘paths’. Alle deltagere vil de første fem dage befinde sig på en ‘path’ sammen med en dansk patrulje og dertil internationale deltagere.

Ved tilmelding er det muligt at vælge mellem en række forskellige ‘paths’ rundt omkring i Norge. Disse ’paths’ har forskellige temaer og tilbyder forskellige oplevelser med norsk natur og kultur. Når alle ’paths’ afsluttes, mødes alle deltagere på det fælles lejrområde i Stavanger, hvor resten af lejren vil finde sted. Her er der masser af aktiviteter, sceneshows, butikker og meget andet, som vi kender fra Spejdernes Lejr.

Nyheden om lejrens tilbagevenden markerer vi ved at se tilbage på en deltager, Emmas, oplevelse fra Roverway 2016 i Frankrig. Følg billedserien nedenfor for at blive klogere på, hvilke oplevelser, der venter dig! Og har det vakt din interesse, så følg Danish Contingent på Facebook og Instagram, så du ikke går glip af informationer om tilmelding, muligheder for deltagelse og meget andet.

Praktisk

Roverway er lejren for dig, der er født mellem d. 1. august 2002 og 22. juli 2008 (begge dage inklusiv) – men bare rolig, det er også muligt at deltage som International Service Team, hvis du er født før d. 1. august 2002.

Selve lejren finder sted d. 22. juli til 1. august 2024, men på grund af fælles rundrejse for de danske deltagere, vil afrejsetidspunktet for vores vedkommende ligge 3-4 dage før d. 22. juli 2024.

 

Foto: Tomas Isbjørn Liberg Foshaugen
På Roverway er der et stort udvalg af aktiviteter, som er målrettet specifikt rover-aldersgruppen. Her er vi i gang med et spil, som krævede stor koncentration og samarbejdsevne af holdet.
Foto: Tomas Isbjørn Liberg Foshaugen
I løbet af lejren var alle deltagere samlet til store lejrbål og aktiviteter ved scenen. Her danser vi lejrdansen, som blev ledt an af lejrens maskot.
Foto: Roverway 2016
At deltage på en international lejr er altid garanti for nye venskaber, men Roverway 2016 blev også et gensyn med gamle venner fra hele verden.
Foto: Roverway 2016
En aktivitet, som vi blev ved med at vende tilbage til, var Silent Disco. Her havde alle høretelefoner på, som spillede forskellig musik. Man dansede og sang dermed til vidt forskellige melodier, men forsøgte alligevel at finde en rytme sammen.