Med den nye medlemsudgivelse, Ambrosia, kan de unge pigespejdere tage spejder med hjem som en kreativ aktivitet.
Hvem er De grønne pigespejdere? Og hvem er du? Store spørgsmål, som vi ikke kan besvare med ét ord eller én sætning. Men en ting er sikker: Vi er ikke som alle andre, og ingen er ens.
Ambrosia, som er korpsets nye udgivelse til de 10-14-årige medlemmer, sætter spot på individualisme og på, hvordan du kan udtrykke din pigespejderidentitet. Helt konkret er udgivelsen en one pager med en kreativ aktivitet krydret med pigespejderværdier og fun facts.
– I Team Pigespejderidentitet har vi igennem lang tid drømt om en udgivelse til målgruppen tweens. Som et forsøg prøver vi nu det her format af. Udgivelsen skal tilskynde til en analog aktivitet som et alternativ til tid på skærmen – en pause, som vi ved, målgruppen efterspørger. Med Ambrosia håber vi, at pigespejderne får mere spejder ind i deres hverdag udover det ugentlige spejdermøde, og samtidig giver dem mod på og mulighed for at udtrykke deres egen (pigespejder)identitet, siger Krista Julie Bøgebo, som er tovholder i Team Pigespejderidentitet, der står bag udgivelsen.
En kærlig hilsen til NEKTAR
Guder drikker NEKTAR, og så spiser de Ambrosia, og det er blandt andet her, vi skal finde årsagen til udgivelsens titel.
– Titlen blev Ambrosia som en lille hilsen til den tidligere medlemsudgivelse NEKTAR, da begge ord har rødder i græsk mytologi. Jeg synes, der er noget rigtig fint over titlen – for mig lyder ordet så finurligt og eventyrligt, og det passer godt til, at medlemsudgivelsen skal inspirere til kreativitet, siger Marco Bendix Hansen, som er en del af Team Pigespejderidentitet og det kreative mastermind bag udgivelsen.
– De projekter, der fremhæves i udgivelsen, skal være kreative og håndgribelige. Vi går efter at finde på ideer, som kræver få materialer, der gerne er nemme at skaffe og ikke koster en formue, siger de.
FAQ om Ambrosia
- Hvad er Ambrosia?
Ambrosia er en månedlig udgivelse til pigespejdere i alderen 10-14 år. Andre må selvfølgelig gerne læse og lege med.
- Hvordan får man fat i Ambrosia?
Man henter udgivelsen ved hjælp af en QR-kode. Koden sendes til gruppeledere og tropledere, som indbyrdes aftaler, hvem der deler den med tropspejdere i deres gruppe. Udgivelsen kan også findes på siden Pigespejderunivers, hvor den kan hentes direkte. Den er kun én side lang, så det er ikke et datatungt dokument.
- Hvad finder man af indhold i Ambrosia?
Ambrosia indeholder inspiration til en aktivitet, pigespejderen kan sysle med i sin fritid. Det er selvfølgelig frivilligt, om pigespejderen vil bruge sin tid på aktiviteten. Aktiviteten tager et par timer, men det hele skal ikke nødvendigvis udføres på én gang. Aktiviteten kræver nogle materialer. Noget kan findes derhjemme, og andet skal anskaffes.