Mangler I idéer til at mødes på tværs af grupper? Sådan gjorde ungenetværket i Nordjylland

25.06.2024

Det er fedt at mødes med pigespejdere uden for ens egen gruppe, men hvordan kan lige arrangere noget hygge, som alle kan være med til?

Til hverdag er tid med andre pigespejdere ofte noget, som man holder meget lokalt i sin egen gruppe. Det er altid med de samme piger, man ser hver gang, og det er trygt og dejligt.

Men der er også noget fedt ved at mødes med nogle af de andre seje pigespejdere, man ikke kender lige så godt. For vi har jo alle samme formål, og det er at lære spejderegenskaber videre til den nye generation af pigespejdere.

Men hvordan får man lige samlet en masse pigespejdere, som ikke nødvendigvis kender hinanden i forvejen? Hvordan arrangerer man det? Og hvad kan man lave sammen?

I de lokale grupper i Nordjylland fik de en idé, som viste sig at være et godt bud på, hvordan man samles på tværs af grupper. De endte nemlig med at samle en håndfuld, der tog på brætspilscafé sammen, og det er bestemt ikke sidste gang, de samler sig på tværs af byerne.

Brætspillene er en god måde at samles med pigespejdere, man måske ikke kender så godt i forvejen. Det bragte dem sammen, fortæller Asta fra Hørkær gruppe.

-Jeg synes, det er fedt, at det er en aktivitet med nogen, man ikke nødvendigvis er sammen med til hverdag. Man kan på en måde spejle sig og dele erfaringer med nogen, som ikke er det helt samme sted som en selv, fortæller Asta fra Hørkær Gruppe, der var en af arrangørerne.

Hun var en af dem, der havde besluttet at brætspil og pizza var en god idé, og heldigvis endte de med at blive fem på trods af aflysninger, skoleopgaver og ferieplaner.

Hun fortæller, at hun håber, det ikke er sidste gang, de arrangerer sådan en sammenkomst.

Uden mad og drikke duer helten ikke. Derfor måtte der pizzaer til.

-Måske bliver det ikke lige brætspil igen næste gang, men jeg har da skrevet med en anden, om vi skulle gøre det igen med for eksempel bowling.

Har I arrangeret lignende møder i din gruppe eller region, og vil du fortælle om det og inspirere andre pigespejdere, så kan du skrive en mail til sfa@pigespejder.dk