Alle var velkomne i ”Mattisskoven”

30.10.2019

For nogle uger siden var der traditionen tro stjerneløb i Korsør, hvor både grønne pigespejdere, blå spejdere og FDF’ere kæmpede om vandrepokalen, med form som en stjerne. I år opfordrede de også ikke-spejdere til at komme.

At skyde på mål efter rumpenisser, finde vej i den tågede Mattisskov eller at springe langt for at undgå at falde i helvedesgabet er ikke kun for den seje Ronja Røverdatter. I år var det årlige stjerneløb i Korsør nemlig med Astrid Lindgrens røverdatter som tema.

Efter at være blevet sat i gang af selveste Ronja Røverdatter fandt spejderne sin vej rundt i Mattisskoven i syv forskellige hold, der henholdsvis var FDF’ere, blå spejdere og grønne pigespejdere. Her kunne de få point for hvor godt de løste de sjove og udfordrende opgaver samt for god opførsel, til stor fornøjelse for alle spejderne:

”Det var sådan en god dag, og vi fik rigtigt meget ros,” fortæller Kirsten Harboe, der er gruppeleder i Korsør.

 

Åbent for alle

I år havde Kirsten Harboe og resten af planlæggerne valgt at åbne op for, at det ikke kun var spejdere, der kunne deltage. Det resulterede i, at der kom et par nysgerrige og måske kommende pigespejdere forbi. De havde fået invitationen til løbet til høstfest i Korsør ugen før, hvor De grønne pigespejdere også stod klar til at vise, hvad de kunne byde på.

”Der er mange måder at hverve nye medlemmer på, så det er svært at vide, hvad der virker. Men vi prøver at være åbne. Det betyder meget at man lige kan få en snak med forældrene, hvor de ikke har travlt, og det var det her en god anledning til,” fortæller Kirsten Harboe.

Om de nysgerrige piger og deres forældre skal se mere til spejderverdenen, vil kun tiden vise. Men måske blev de drysset lidt med stjernestøv, da de så, at det var et sejt hold fra De grønne pigespejdere, der endte med at vinde årets stjerneløb.

Her ses vinderne fra De grønne pigespejdere sammen med 2. pladsen. Vinderne er fra venstre: Bianca Uhl, Melanie Rohrberg og Camilla Hjort Haagensen. Foto: Peder Harboe
Ronja Røverdatter mødte op i egen høje person. Ronja hedder i virkeligheden Agnete Harboe. Foto: Julie Harboe