GIRLS ACT – Bål&Mål #1 om pigers fællesskaber og frirum

08.11.2020

De grønne pigespejdere prøver et nyt format, når vi fredag den 13. november via Facebook LIVE afholder fyraftensmøde i forbindelse med bevægelsen GIRLS ACT. Generalsekretær Helle Hende Stærmose fortæller, hvorfor pigespejdere kaster sig ud på nyt land.

“Med GIRLS ACT rykker vi på aktuelle dagsordner og inviterer politikere, virksomheder, pigefællesskaber og vigtige aktører til sammen at udvikle, teste og tale om nye perspektiver på at skabe reelt lige muligheder for piger og drenge. Ingen drøm, intet fag, intet valg bør træffes på grund af dit køn, men på grund af dine interesser og talenter. Dét sætter vi fokus på med GIRLS ACT og den række af fyraftensmøder, som vi kalder Bål&Mål,” siger Helle Hende Stærmose, generalsekretær for De grønne pigespejdere.

Bål&Mål er en serie arrangementer for netværk, ny viden og dialog om pigeliv anno 2020. Målet er, at du bliver klogere på udvalgte temaer. Vi starter med Fællesskaber den 13. november på Facebook LIVE.

“Vi tror på, at ved at tale sammen og gøre hinanden klogere kan vi skabe bedre rammer om lige muligheder. Det handler om viden, men i lige så høj grad om at bruge denne viden – sammen,” siger Helle Hende Stærmose.

Hos De grønne pigespejdere ønsker vi os flere rollemodeller af alle mulige slags og har som mål med GIRLS ACT at synliggøre de mange måder, man kan være det på.

“Med Bål&Mål går vi nye veje for at synliggøre værdien af rollemodeller og betydningen af netværk. Og vi skaber nye netværk på tværs af alder og erfaring. Vi har brug for hinanden.

Sammen sætter vi verden i bevægelse,” slutter hun.

Lyt med og spørg ind til Bål&Mål #1

Den første Bål&Mål i rækken afholder vi digitalt som en corona-venlig live-begivenhed på Facebook.

Vi har inviteret ungdomsforsker Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier (CUR). Han står bag en ny bog ’Jagten på frirum’, der tegner et billede af 7.-9. klasserne, og hvad de synes er vigtigt i deres fritidsliv.

Du kan også møde to af vores Young Spokes Girls, Dagmar og Amalie, der giver et ærligt indblik i deres hverdag og hvad de ser, som den vigtigste dagsorden for pigers muligheder.