5 pigespejdertips: Når børnedynamikken udfordrer

28.05.2024

I maj havde inspirationswebinaret fokus på de gode redskaber til, når børnedynamikken udfordrer i gruppen. Vi havde pædagogisk udviklingskonsulent Sarah Rosenvang forbi til at dele ud af sin store viden. Her får du fem vigtige pointer fra webinaret.

Den 13. maj var alle pigespejdere inviteret til at deltage i inspirationswebinaret De gode redskaber til, når børnedynamikken udfordrer i gruppen

Tak til de af jer, som mødte op. Der kom en masse spændende erfaringer og gode snakke på bordet, som var med til at gøre os alle klogere på emnet.

På webinaret holdt Sarah Rosenvang, pædagogisk udviklingskonsulent, oplæg og delte ud af gode tips og tricks til, hvordan man kan skabe gode relationer, sætter grænser uden skæld ud og favner vores pigespejdere, når de kommer til spejder efter en lang dag.

Tak til Sarah for et rigtig godt oplæg og spændende cases.

Slides De grønne pigespejdere Inspirationswebinar

5 gode råd, når børnedynamikken udfordrer 

  • Problemet er problemet
    Når der opstår et problem, er det kun problemet alene, der er problemet. Det er altså aldrig dårligt vejr eller barnet selv, der er problemet. Derfor kan det være godt at “skrælle” alt af, så du kommer ind til kernen og kan se, hvad problemet helt konkret er.
  • “Jeg har lagt mærke til …”
    … Er en god åbner til en samtale, hvor du har oplevet, at et barn kommer i udfordringer. Sætningen åbner op uden at dømme, og når du så har fortalt, hvad du har lagt mærke til, er det en god ide at følge op med: “Hvad handler det om?”
  • Forstå børnenes dagssituation
    Når børnene kommer til spejder. Ja, det har det allerede været en lang dag for mange, hvor batterierne kan være brugt op. Det kan skabe helt sitrende nervesystemer, fordi de allerede er på overarbejde. Når du har det in mente, er det også nemmere at rumme, at børnene kan have uro, være i et højt gear eller noget tredje.
  • Samarbejde med forældrene
    Det er helt okay, at du som spejderleder har forventninger til forældrene. Det er deres børn, så det kan være en god ide at tale med dem om, hvis noget udfordrer, og I har brug for at lave “aftaler”, som kan hjælpe barnet til spejder.
  • Vi er her for det samme
    Nemlig spejderarbejdet, som vi alle elsker. Når du udstråler begejstring, glæde og lyst til at være til spejder og samles om det, vi alle holder af, smitter det også af på børnene, og det er med til at skabe et fælles godt rum.

Kommende webinarer

D. 19. august kl. 19.00-21.00 afholder vi inspirationswebinar om vores nye fokus PigespejderExplorer. Kom og bliv klogere på temaet, og hør om det første mærkeforløb.

Tilmeld dig her

Den 12. september kl. 19.00-21.00 afholder vi inspirationswebinar om lokal fundraising, hvor I får redskaber og gode tips til egne fondsansøgninger

Tilmeld dig her

Gode ideer til fremtidige webinarer?

I 2024 har vi inspirationswebinar hver måned. Har du ideer til emner? Eller drømmer du om at holde et inspirerende webinar for andre gode pigespejdere?

Så tag endelig fat i Maria på mja@pigespejder.dk (også ved spørgsmål)