Nu er vi i gang: De første virtuelle kurser gav mod på mere

23.04.2020

De to første virtuelle pigespejderkurser er afholdt. De bød på gurglen, gruppearbejde og god deltagerdisciplin, der resulterede i læring og mod på mere. Ny runde virtuelle kurser er på vej.

Med ultra kort varsel meldte pigespejdere over hele landet sig til de første online pigespejderkurser.

“Det fungerede faktisk super godt. Jeg var positivt overrasket over alle deltagernes disciplin, så kurset gled uden forstyrrelser,” siger Michelle Schalburg, 23 år fra Skive, der var med på det første kursus.

Fra den anden side af skærmen, hos kursusleder Katrine Dicte Blohm fra team Uddannelse var det også en positiv oplevelse.

“Det gik så godt. Altså, vi lærer stadig, mens vi arbejder, og vi mærkede i øjeblikket, at et virtuelt kursus er et helt andet format end vores almindelige kurser,” fortæller hun.

Powerpoint inde i varmen igen

Kursuslederne skulle blandt passe på med ikke at komme til at ‘speed snakke’, fordi de sad alene foran skærmen. Omvendt benyttede de sig af powerpoint til at illustrere eksempler og det er bestemt ikke noget, du normalt ser på et pigespejderkursus.

“Men her fungerede det rigtig fint,” siger Katrine Dicte Blohm, der også eksperimenterede med gruppearbejde på tværs af skærmene. Gruppearbejdet var tilrettelagt ud fra en undersøgende tilgang med åbne spørgsmål og det passede godt til formatet.

“Det overraskede mig postivt, at vi i så høj grad kunne få deltagerne til at interagere med hinanden,” fortæller hun.

Michelle Schalburg er da heller ikke i tvivl, da hun bliver spurgt, om hun kunne finde på at deltage i et virtuelt pigespejderkursus en anden gang.

“Ja, helt sikkert! Jeg sparer så meget tid og planlægning og så får jeg inspiration serveret derhjemme. Det er ret fedt,” siger hun.

Gurgle-gæt og grimasser

Det ene kursus gav inspiration til virtuelle spejderaktiviteter, og her blev deltagerne blandt andet kastet ud i et spil Sangbogs-tegn og gæt, hvor man skulle tegne i whiteboard-funktionen på Zoom eller gurgle en sang fra sangbogen.

“Vi havde også fællessang, hvor alle deltagere sad hver for sig og sang Vi er seje grønne piger. Det lød voldsomt asynkront, men det gav et godt grin og noget andet til fællesskabet,” siger Katrine Dicte Blohm.

Team Uddannelse afholder endnu et begynder-kursus, der handler om at lære Zoom at kende som virtuelt spejderhus. Så de, der ikke kunne være med første gang, nu får muligheden. Senere inviterer Uddannelse også til erfaringsudveksling i spejderarbejde på videoplatformen.