De grønne pigespejdere sætter spejder på skoleskemaet – skal du være med?

09.03.2023

Den lille spejderuge nærmer sig med hastige skridt, og i år vil ca. 16.000 børnehaveklasseelever i fem dage få en forsmag på det gode spejderliv. Så er spørgsmålet bare, om den nærmeste skole skal have besøg af dig?

Den lille spejderuge afholdes i år for fjerde gang – det er en uge, hvor børnehaveklasseelever laver aktiviteter i det fri og får en forsmag på, hvad det vil sige at være spejder.

Formålet med Den lille spejderuge er at give flere børn lyst til og mod på at starte til spejder ved at lade dem prøve spejderaktiviteter igennem en temauge i skolen.

Skolebørn over hele landet laver patruljeflag, bærer tørklæder, styrker fællesskabet og får vakt interessen for spejder som fritidsaktivitet. En interesse, som din gruppe kan bygge videre på ved at samarbejde med skolen i lokalområdet.

På den måde kan børn gå direkte fra temadagene i Den lille spejderuge til at være spejdere i fritiden. Den lille spejderuge ligger hvert år i uge 16. Brug Den lille spejderuge som anledning til at invitere pigerne til åbent hus, når der er Medlemskampagne i uge 17.

Læs om Den lille spejderuge

Læs mere om Medlemskampagnen

 

Besøg skolen i Den lille spejderuge

Flere pigespejdergrupper har oplevet, at et besøg på skolen op til Medlemskampagnen giver markant flere deltagere til åbent hus. Brug besøget som anledning til at dele invitationer ud til åbent hus.

Skolerne vil rigtig gerne have besøg, og eleverne elsker at få besøg af en rigtig spejder.

Det behøver ikke være spirelederen, der tager på besøg i klassen, det kan fx være to store piger, der selv går på skolen, en pensionist, en forælder eller en leder med fleksible arbejdstider.

 

Er der skoler tilmeldt nær dig?

691 klasser fra hele landet har tilmeldt sig Den lille spejderuge.

Se de tilmeldte klasser her (åbner kort).

Skriv en mail til spejderuge@pigespejder.dk med de skoler, der ligger tæt på din gruppe og få børnehaveklasselederens kontaktoplysninger.

 

Vil du også være en del af Den lille spejderuge?

Hvis du gerne vil være en del af Den lille spejderuge, kan du invitere de lokale børnehaveklasser til at være med. Find invitation og flyer til Den lille spejderuge her, og giv den til din lokale børnehaveklasselærer. På grund af den kæmpe tilslutning til Den lille spejderuge har vi pt. lukket for tilmeldingerne. Men der er stadig plads til din lokale skole, hvis de vil med. Skolen skal blot skrive til spejderuge@pigespejder.dk og fortælle, at de er inviteret af en pigespejdergruppe. Frist for tilmelding til Den lille spejderuge 2023 er d. 19. marts.

Find flyer til uddeling på skoler og meget mere her.

Fakta om Den lille spejderuge

  • En temauge om spejder for børnehaveklasser
  • 16.000 elever fra 700 børnehaveklasser deltager i Den lille spejderuge 2023
  • Foregår hvert år i uge 16, i år fra d. 17-21. april
  • Udviklet af De grønne pigespejdere og støttet af TrygFonden