En formand takker af: Vemodigt og spændende

Efter fire år på posten har De grønne pigespejderes formand, Pia Risør Bjerre, valgt at stoppe som formand. Vi har fanget hende til en snak om arbejdet, hun har gjort for foreningen i de sidste to perioder.

De sidste ting skal lige være på plads, og Pia Risør Bjerre er mødt op på korpskontoret for at øve sin mundtlige beretning, inden hun i denne weekend skal op på talerstolen for sidste gang som formand.

Hun havde dog også tid til et par hurtige spørgsmål, hvor hun har reflekteret over de sidste fire år som formand.

Hvordan er det at skulle stoppe som formand?

– Det er lidt blandet. Det er jo både meget vemodigt, fordi jeg sammen med resten af hovedbestyrelsen har lagt en masse hjerteblod og engagement. Alle i korpset har været vildt engagerede, og det er underligt og vemodigt at skulle stoppe med at lægge så meget energi i det. Men det er samtidig også spændende med al den fritid, jeg pludselig skal til at have.

– Det er nærmest lidt overvældende pludselig at have så meget fritid, og jeg skal lige finde ud af, hvad jeg skal bruge den til. Jeg går og tænker på, om jeg for eksempel skulle lære fransk. Så selvom det selvfølgelig er trist, at det er slut, så glæder jeg mig da også til pludselig at have noget mere luft i kalenderen.

Hvad har været det fedeste ved at være formand?

– Der er en helt særlig ting, som jeg ikke ved, om alle kender til. Alle, der tager på unglederstartkursus og lærer om vores demokratiske struktur, har jo en aktivitet, der går ud på at skrive et postkort til formanden. Så gennem de sidste fire år har jeg fået stakkevis af postkort fra pigespejdere på 12-13 år, som skriver om deres kursusoplevelse og kommer med input til, hvad der kunne være bedre. Det er især om uniformen, de skriver om, og jeg synes, det er rigtig fint, at vi så får en debat om det på delegeret møde, når det er noget, der fylder.

– Så det er sådan et lille minde, jeg får lov til at holde i mine hænder.

Hvad har du været mest stolt af at opnå de sidste fire år?

– Sådan helt overordnet set, så tror jeg, det er det organisatoriske bag kulisserne. Der har været rigtig meget arbejde, så vi forhåbentlig har gjort det nemmere både at være lokalleder for pigespejderne, men også at starte nye grupper og enheder op. At drive korpset videre skulle gerne være blevet nemmere, efter vi har ryddet op, så vi er kommet ind til kernen og fået flere ressourcer og kræfter til at kunne fokusere på det gode spejderarbejde i stedet.

– Og så er jeg også særligt stolt af, at vi har fået rykket på ungedagsordenen, så det er nemmere som ung at komme ind og engagere sig uden for sin egen gruppe. At man kan få plads og indflydelse.

Hvad kommer du til at savne, når du stopper som formand?

– Jeg kommer til at savne postkortene. Og så kommer jeg til at savne den helt særlige platform for at kunne ændre en hel masse. Det har været et privilegium at kunne handle på de udfordringer, vi ser i korpset og kunne være en hjælp for alle de lokalledere, der hver uge laver en kæmpestor indsats for, at alle pigespejdere får en fed spejdertilværelse.

Hvad skal din rolle hos pigespejderne være, nu hvor du ikke skal være formand mere?

– Ja, det bliver noget helt andet, selvom jeg jo plejer at sige, man aldrig stopper med at være pigespejder. Jeg har måske tentativt sagt ja til at spille en endnu ikke defineret rolle i Spejdernes Lejr.

– Og så har jeg jo en meget fremmelig lille pige på snart to år, som vel godt kan snige sig ind i en spilopgruppe inden alt for længe. Det er jo aldrig for tidligt at starte.

Har du et godt råd til den kommende formand?

– Jeg tror, jeg vil sige, det er vigtigt, hun lægger sin egen stil, men at hun også ved, hun har fuld opbakning både fra kollegiet af tidligere formænd og fra korpset. Det har vi rigtig god praksis for i pigespejderne at udvise den tillid, og den kan hun glæde sig til.