Få overblikket: Det skete der på Delegeretmøde 2024

28.05.2024

En ny hovedbestyrelse, en ny strategi og en ny formålsparagraf er nogle af de ting, som blev besluttet på årets Delegeretmøde.

Der var godt gang i Hotel Nyborg Strand, da næsten 200 grønne pigespejdere samledes for at fejre demokratiet og være med til at udforme fremtiden for De grønne pigespejdere.

Men er du også ved at miste pusten over, hvad der egentlig blev drøftet og besluttet i weekenden, kan du få et større overblik ved at læse videre i denne artikel. 

Læs også: Er du også i tvivl? Sådan fungerer afstemningerne på Delegeretmøde

Ikke sket siden 1964

Først og fremmest var det et historisk Delegeretmøde, fordi der for første gang i 60 år blev der ændret på formålsparagraffen, efter to tredjedele af de stemmeberettigede stemte for vedtægtsændringen for den nye formålsparagraf, som lyder således:

De grønne pigespejderes formål er at drive spejderarbejde i overensstemmelse med spejderloven og det internationale spejderløfte med afsæt i folkekirkens budskaber og værdier. 

Den tidligere formålsparagraf lød:

Korpsets formål er at drive spejderarbejde​ i overensstemmelse med spejderloven og​ det internationale spejderløfte og at ​forkynde evangeliet for spejderne i ​overensstemmelse med den evangelisk-​lutherske bekendelse. 

De fik posterne

En af de helt store grunde til, at vi mødes på delegeretmøde hvert andet år er også, at der skal vælges en ny hovedbestyrelse.

Efter to perioder på posten valgte den tidligere formand Pia Risør Bjerre ikke at genopstille en tredje gang. Efter hovedbestyrelsen blev valgt ind, konstituerede de sig med Leah Porse Rasmussen som formand, mens Kamilla Schack Larsen overtog pladsen som næstformand.

Udover de to består hovedbestyrelsen for de næste to år af Alberte Peiding, Anette Nørgaard Jappe, Cathrine Neidel Preussler, Lotte Bak Sørensen og Rikke Gejlsø Asmussen.

Julie Wænnerstrøm Pedersen og Mathilde Trinskjær blev suppleanter, og Amalie Domino (IC) blev inviteret ind i hovedbestyrelsen.

Et kig på uniformen og den demokratiske proces 

Tre henstillinger blev også vedtaget på Delegeretmøde 2024. De lyder således: 

  • Evaluering af visuel identitet og påklædning

Efter 3 år, mener vi, at tiden er moden til at åbne for at evaluere vores visuelle identitet og påklædning, i lyset af de erfaringer vi nu har gjort os. Vi foreslår at:

1.Hovedbestyrelsen faciliterer en samlende, transparent proces, f.eks. værksteder eller lignende diskussionsfora med forskellige grupper af pigespejdere fra de yngste til de ældste – hvor der kan foregå en åben dialog om De grønne pigespejderes visuelle identitet og beklædning. Vi foreslår desuden, at hovedbestyrelsen tillægger disse værksteders overvejelser stor vægt i deres fremtidige arbejde på området.

2.Hovedbestyrelsen genbesøger spejdertrøjens design, kvalitet og funktionalitet, med henblik på et bedre match til pigespejdernes hverdagsliv.

  • Den demokratiske proces blandt frivillige

Vi henstiller til hovedbestyrelsen at arbejde for at forstærke de demokratiske processer mellem delegeretmøder og på delegeretmøderne. Med demokratiske processer mener vi i denne sammenhæng at inddrage korpsets medlemmer på forskellige niveauer i relevante beslutningsprocesser. Det betyder, at hovedbestyrelsen aktivt involverer frivillige. På denne måde sikres et større engagement i vigtige spørgsmål for De grønne pigespejdere. 

  • Sammenhængskraft hos De grønne pigespejdere

Vi ønsker med denne henstilling, at hovedbestyrelsen skal arbejde for at styrke sammenhængskraften i korpset, både horisontalt og vertikalt. Hovedbestyrelsen skal undersøge og være nysgerrige på, hvordan kommunikationen i korpset øges og forbedres mellem delegeretforsamlinger – mellem hovedbestyrelse, teams, regioner og grupper. Herunder om den organisatoriske struktur i korpset er den mest hensigtsmæssige for De grønne pigespejdere anno 2024. Vi henstiller til hovedbestyrelsen at arbejde for en mere solid sammenhængskraft mellem grupper og hovedbestyrelse.

Lyder Delegeretmøde som noget, du godt kunne tænke dig at deltage i, såskal du sætte kryds i kalenderen den 9.-10. maj 2026, hvor næste delegeretmøde bliver afholdt.