Haderslev gruppe fik efter deres medlemskampagne 31 nye indmeldte pigespejdere. Birgitte Burgwald, der er gruppeleder i Haderslev gruppe, fortæller om deres medlemskampagne, og hvad de gjorde for at få så mange nye medlemmer.
Pigespejderne i Haderslev gruppe stiller sig op i en rundkreds. De har åbent hus, og 50 besøgende står nu skulder ved skulder og bliver budt velkommen. Spejdersange og spejderhistorier fylder rummet, hvor bekendte som nye ansigter kigger rundt.
Gruppen valgte at afholde åbent hus over tre almindelige spejdermøder. Her dukkede altså 60 nye interesserede piger op, hvor gruppen præsenterede dem for spejderlivet ved at synge spejdersange og sende pigerne ud på fire forskellige legeposter fra materialet til medlemskampagnen.
Stor interesse gennem skolerne
Interessen i Haderslev gruppe skyldes, ifølge gruppeleder Birgitte Burgwald, at de i gruppen har været gode til at sende invitationer rundt og gøre opmærksom på sig selv i deres nærområde.
– Vi ringede til alle skoler i lokalområdet og spurgte, om vi måtte komme med invitationer til åbent hus til alle piger i 0.-3. klasse. Jeg har et indtryk af, at langt de fleste besøgende kommer, fordi de har fået en invitation i klassen, siger hun.
Birgitte Burgwald får ofte fat i sekretæren, som hun fortæller, hvor vigtigt det er for børn at lave noget aktivt i deres fritid, hvorefter hun ofte får lov at dele invitationen til åbent hus ud.
God kontakt til forældrene
Birgitte Burgwald fortæller, at de i Haderslev gruppe har valgt at skrive i invitationen, at forældrene gerne må sende en sms til Birgitte med navn og klasse, hvis de kommer. Det var et tiltag, de indførte under corona, da der var forsamlingsforbud på 50 – men tiltaget har de valgt at holde fast i, da det giver god indledende kontakt til forældrene.
– Jeg svarer altid, at vi glæder os til at se dem, og at forældrene er velkomne til at blive og få en kop kaffe, mens pigerne laver aktiviteter. På den måde er den første kontakt allerede etableret, og jeg tror, at det gør, at pigerne er mere tilbøjelige til at møde op på dagen, siger Birgitte Burgwald.
Trykte invitationer
Invitationerne, Haderslev gruppe delte ud på skolerne, var i år særligt flotte. De havde nemlig valgt at få trykt invitationerne hos et trykkeri.
– Det kostede 900 kroner, hvilket jeg alligevel syntes var lidt dyrt. Vi plejer selv at printe dem, men det betyder meget, at invitationen er flot, så det er også det værd, siger Birgitte Burgwald.