Medlemskampagnen 2024: På tidsrejse med gnisterne

28.11.2023

Årets medlemskampagne løber af stablen i uge 17, 18 og 19, hvor I skal på tidsrejse med gnisterne.

Er du klar til medlemskampagnen, som i 2024 foregår  i uge 17, 18 og 19? Vi skal på tidsrejse med gnisterne! Som noget helt nyt holder vi åbent hus over tre spejdermøder – i stedet for kun ét. Vi ved nemlig, at når børn deltager regelmæssigt i en foreningsaktivitet, er der større chance for, at de forsætter med at være en del af foreningen efterfølgende.

Så hvis I vil være med til at vise Danmark, hvordan det ser ud, når pigespejderne står sammen om mod, udfordringer og friluftsliv – så skal I da bakke op om kampagnen i det nye år!

I kan både finde aktivitetsmaterialet, PR-materiale og bestille merchandise herunder.

Tag på eventyr med gnisterne

I år skal I bygge en tidsmaskine, så I henover tre spejdermøder kan tage på eventyr med gnisterne. I skal tilbage til 1830’erne, hvor telegrafen og tændstikken blev opfundet. Derefter rejser I til pigespejdernes begyndelse i 1919, hvor I prøver to klassiske spejderaktiviteter. Og det sidste stop på rejsen er fremtiden, hvor robotterne har overtaget verden. Vi lover, at det bliver fedt!

Du kan finde aktivitetsmaterialet til Medlemskampagnen her.

 

Merchandise

Ingen medlemskampagne uden merchandise!

I kan både bestille kløverposer, klistermærker, postkort og klippekort. Bestil ved at udfylde formlen her, så sørger vi for, at I modtager det senest i uge 15, så I er klar i uge 17!

Læs mere om Medlemskampagnen her, hvor du også kan finde en masse PR-materiale, der skaber opmærksomhed omkring jeres åbent hus.

Det er muligt at bestille seje klistermærker til Medlemskampagnen 2024