Pigespejdernes anbefalinger til gode aktiviteter for små børn

19.03.2020

I en tid, hvor vi opfordres til at blive hjemme for at passe på hinanden, kan det være svært at fylde tiden ud. De grønne pigespejdere har udviklet 11 aktiviteter til mindre børn, som I kan lave derhjemme eller i den friske luft, mens vi venter på, at vi igen kan start i skole, børnehave og på arbejde igen.

1. Naturbingo

Gå ud i den friske luft, fx i haven i parken eller i skoven. Find 6 genkendelige ting fra naturen og læg dem så børnene kan se dem. Det kan fx være skvalderkål, vissent blad, bellis, sten, grankogle, birkebark, agern, græs osv.

Nu skal børne ud og finde de samme ting, som dem du har samlet. Når de har fundet alle tingene råber de bingo. Gennemgå hvilke ting I har fundet og snak om hvad det er.  Det er ikke vigtigt, at du ved, hvad du har fundet. Det sjove er at finde tingene og kigge på dem sammen.

Sværhedsgraden kan varieres efter hvilke ting du vælger at putte i bakken. Fx ved at vælge flere forskellige slags blade eller kogler.

2. Få en tepose til at flyve

Dette lille forsøg er både sjovt og lærerigt 😊

Det eneste i skal bruge er teposer, en tallerken, en saks og en æske tændstikker.

Sæt ild til teposen og se den flyve.

3. Byg en drage

Denne aktivitet er bedst en dag, hvor vinden suser i træerne.

Hyg jer med i fællesskab at bygge dragen og efterfølgende få den op og flyve ude i blæsevejret. Nyd den friske luft på kinderne, og tilfredsstillelsen ved at have bygget noget, der kan flyve.

Det kræver ingen særlige materialer at bygge en drage, du skal bruge nogle plasticposer, en rulle tape, en saks, en rulle snor og to tynde pinde.

Her er en nem video, som viser hvordan I bygger en drage.

https://www.skoven-i-skolen.dk/content/byg-en-drage

4. Mal på sten

Gå en tur sammen i den friske luft og find sten i forskellige former og farver. Udvælg nogle rigtig flotte eksemplarer og tag dem med hjem.

Find maling og pensler (eller tuscher) frem og dekorer stenene med alverdens mønstre og farver. Har i lak, så giv stenene et lag, så de bliver flotte og blanke.

Inspiration: I kan fx male nogle af de insekter du så på turen eller noget I glæder dig til at lave med jeres venner.

5. Den store affaldsindsamlingskonkurrence

Gå en tur sammen, hvor I konkurrerer om, hvem der kan samle mest affald. Sæt en præmie på højkant, det kan fx være retten til at bestemme, hvad I skal have til aftensmad.

Tag handsker på og giv børnene en affaldspose hver. Saml alt det affald I kan finde og put det ned i hver jeres pose.

Når I kommer hjem, ser I, hvem der har samlet mest affald i hhv. vægt, fylde og antal.

6. Flyv om kap med papirfly

Fold hver især et papirfly og dekorer det med flotte tegninger. Send dem afsted samtidig og se hvis fly, der flyver længst 😊

7. Byg og søsæt et skib

Byg et skib, bind en snor i og søsat det i den nærmeste å, gadekær eller en stor vandpyt. Der er mange forskellige måder at bygge skibe på fx kan du lave en tømmerflåde, folde et skib i papir eller lave et af en plastickasse.

Inspiration: Find et lille tøjdyr, som kan teste skibet.

8. Mobil skattejagt

Geocaching er en skattejagt, hvor I kan bruge jeres mobiltelefoner til at finde små skatte, som andre har gemt.  En skat er typisk en lille kasse med ting i og mulighed for at skrive en hilsen til de næste der finder den. Det er en sjov måde at være sammen på samtidig med, at I får motion og frisk luft.

Sådan kommer du i gang:

  1. Hent en geocahing app i din appstore ved at søge på geocaching
  2. Gå udenfor, der er geocaches gemt over hele Danmark. Kig på kortet og find en geoching i nærheden
  3. Tryk på den geocache du gerne vil hen til. Så kan du se hvilken størrelse den har, om den er svær at få fat i og hvordan terrænet er. Her kan du også få et hint, hvis du har svært ved at finde den.
  4. Tryk på naviger og gå i pilens retning mod skatten. Husk at se jer for og passe på trafikken, hvis I er i et befærdet område.
  5. Når I har fundet så skriv en lille besked til de næste der kommer.

Tip:

  • Tag en termokande med varm kakao og en pakke kiks med, så er der også til en hyggelig pause undervejs.
  • Tag nogle små figurer, sten, klistermærker eller lignende med, så kan i bytte med de ting, der ligger i skatten. Behold handskerne på og hav god håndhygiejne, når i finder skatten, for at minimere smitte.

9. Byg en hule

Drømmer du også om at sove i telt eller shelter med udsigt til stjernehimlen? Så prøv det næstbedste: Byg den sejeste hule derhjemme. Byg den udendørs eller indendørs – frem med gamle tæpper, lagener, puder, dyner, papkasser eller hvad du ellers kan finde på og slip fantasien løs.

Tip: Hyg jer i hulen med tøjdyr, varm kakao og en bog I kan læse sammen.

Hvis du er virkelig dedikeret, så finder du din sovepose frem og sover i hulen om natten.

10. Pesto af vilde urter

Lige nu pibler der små grønne vækster op i haver, på marker og skove. I kan plukke dem og lave dem til en lækker pesto, der kan spises på brød eller til kartofler.

Sådan gør du:

  1. Gå ud og pluk spiselige urter fx skvalderkål, brændenælder og mælkebøtteblade, som findes i de fleste haver. Pluk kun de urter du kender og er 100 % sikker på kan spises.
  2. Vask urterne og blend dem sammen med hvidløg, salt, olie, mild ost og nødder (fx hasselnødder, mandler, cashew, pinjekerner, sesam- eller solsikkefrø).

11. Fold en kop

Find papir sakse og tuscher frem. Fold en kop hver og dekorer dem med tuscher, glimmer eller klistermærker.

Bland saftevand og drik den af jeres fine hjemmefoldede kopper.

Når du har drukket af kopperne, kan de ikke bruges igen.

Find flere ting du kan lave derhjemme i De grønne pigespejderes aktivitetsdatabase.