Virtuelt lejrbål: Selvfølgelig kan man mødes – uden at mødes

02.05.2020

Det er jo næsten ikke til at bære, at man ikke kan mødes fysisk til spejdermøder mere. Men det afholder heldigvis ikke spejdermøder fra at blive afholdt – tværtimod. For man skal da have spejdermøder, og landets spejdergrupper har en masse idéer til, hvordan man stadig kan ’mødes’.

Af Nicoline Viola Hoeg

Vi skal holde os hjemme og helst isolere os så meget som muligt. Men dét skal da ikke stoppe spejdermøder fra at blive afholdt. I Helleruplund har de holdt lejrbål over Skype. I Valby har de holdt møder gennem Facebook Live, hvor alle møderne stadig ligger på deres Facebookside, så man kan se dem, selvom ikke lige kunne være med.

I Christianbjerg har de holdt fast i deres mødetid hver mandag klokken 18.00-19.30 – nu bare over Google Hangouts. Og i Dragør har de også knækket koden til et succesfuldt virtuelt møde:

”I Dragør har spejderne en gang om ugen holdt Skype-møder, hvor de har fået opgaver, som skal returneres. Smutterne får 1-5 opgaver, der sendes til forældrene. Så sender vi en sms til pigerne om, at hjemmespejdopgaverne er sendt, hvorefter de skal udføre dem og sende et foto retur. Det har været godt, og vi får også små film retur. Så samler vi alle opgaver og fotos i en mappe, og når vi skal mødes igen, gennemgår vi det, de har lavet,” fortæller Vibeke Kongebro Sørensen.

Kreativiteten fejler altså ikke noget rundt omkring i landet, for spejdermøderne skal nok blive afholdt. Men selvom der bliver holdt mange møder, ville det selvfølgelig være dejligere at mødes i virkeligheden, for det er selvfølgelig ikke altid lige nemt, fortæller Susan Skytte fra Horsens Gruppe:

”Det er jo meget forskelligt, hvor meget vi voksne kan nå, da nogle arbejder meget og andre ikke så meget. Så vi gør hvad vi kan nå.”

Og det er altså imponerende, hvor meget man kan nå hjemmefra midt i en global pandemi. Men pigespejdere – de skal nok få møder til at ske. Corona eller ej.