Til spejder er det aldrig rigtig farligt – der er altid nogen til at gribe en

15.08.2022
Fotograf: Frank R. Larsen

Overvejer du at kaste dig ud i en ny spejdertjans? Så gør det, der er altid nogen til at gribe dig, fortæller Idun, som havde spændende rolle på Spejdernes Lejr.

Flere ugers forberedelse og spænding kulminerede for pigespejder Idun Brandt Ørtvig, da hun på Spejdernes Lejr var med til at vise Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen rundt, da hun besøgte lejren.

Idun var på årets lejr sammen med en gruppe andre spejdere YSP’er (Young Spokes Persons red.), hvis rolle er at vise politikere og meningsdannere rundt og præsentere dem for spejdernes kæmpe fællesskab. Som YSP’er var Idun derfor velforberedt til ministerbesøget.

”Jeg var mindre nervøs, end jeg ville være normalt, fordi jeg havde fået undervisning i, hvordan man skulle omgås med politikere og give et godt håndtryk,” siger Idun.

Tiden op til og under lejren som YSP har udover muligheden for at møde spændende mennesker også skabt nye venskaber og en ny måde at være spejder på.

”Det har været megafedt at samarbejde med flere korps og få nogle nye venner. Det er sjovt at lave en anden form for spejder. Det er lidt mere administrativt, end hvad jeg pleje at lave i gruppen,” fortæller Idun, som til hverdag er tropleder i Hasle-Møllevang Gruppe i Aarhus, og tilføjer:

”Det er spændende, fordi det er udfordrende. Det er fedt at bruge sin stemme på vegne af mange mennesker og fortælle om vores stærke fællesskab.”

Vær modig og kast dig ud i det

For Idun er det fantastiske ved spejder, at man kan være det på mange forskellige måder. Hun ville hverken undvære at være pigespejderleder eller YSP’er – og netop pigespejderværdierne har hun også brugt som YSP.

”Vores motto er piger, der tør. Det synes jeg helt sikkert, at jeg altid har med mig. Hvis jeg synes, at noget er grænseoverskridende, så handler det om at være modig og ture. Hvis det er spejder, så er det aldrig rigtig farligt, for man har en masse mennesker til at gribe en. Alle er der for hinanden, så det handler om at kaste sig ud i det. Hvis man er frontperson, så bliver man også en form for rollemodel hurtigt.”

Og netop en rollemodel håber Idun at være for andre piger. I sin egen gruppe vil hun inspirere pigerne til at kaste sig ud i nye udfordring.

”Selv om det kan virke ude af ens comfortzone, så er det fedt bagefter. Man gjorde det, og det gik godt. Man kommer stærkere ud på den anden side, for hvis jeg kan det her, så kan jeg godt nok også mange andre ting, så det booster også ens selvtillid,” siger Idun.