Nyt koncept: SNAK – Samtale, Nysgerrig, Aktiv, Klogere

23.10.2020

Et nyt koncept skal bringe pigespejdere over hele landet tættere sammen og gøre os klogere gennem online samtaler. Sig goddag til SNAK.

Pigespejder er fællesskab – fællesskab i patruljen, i gruppen og med alle vores nye og gamle spejdervenner i hele landet og endda i hele verden. Det er et fællesskab, hvor vi på tværs af generationer, geografi og erfaring dyrker fælles interesser og udvikler os sammen. Vi udvikler vores fællesskab gennem samtaler, nysgerrighed og aktiv deltagelse, og på den måde bliver vi klogere sammen.

Deltag aktivt og bliv klogere med en nysgerrig samtale

Det kan vi gøre endnu mere af end de gange vi har mulighed for at mødes fysisk og derfor har vi opfundet konceptet SNAK – et online forum for Samtale og Nysgerrighed, deltag Aktivt og bliv Klogere. Her kan du bidrage med din mening og blive klogere på andres, for eksempel i forhold til, hvordan vi kan forme vores fællesskab fremadrettet.

SNAK om corona

I lyset af nye corona-restriktioner og udsigten til en vinter med begrænsninger for hvor mange vi må mødes, inviterer Hovedbestyrelsen lige nu på SNAK.  om de bedste erfaringer med aktiviteter i en coronatid. Måske har du selv lyst til at invitere andre pigespejdere til SNAK om den gode overgang fra flok til trop? Eller en SNAK om hvordan vi kan arbejde med at fastholde de pigespejdere, der er på efterskole? Du kan nemlig også frit invitere på SNAK om lige præcis det, der er vigtigt for dig.

Hvorfor SNAK?

Når vi mødes til en online SNAK på Zoom-platformen, søger vi at blive klogere gennem en konstruktiv, indsigtsfuld og engagerende samtale os pigespejdere imellem. Mon ikke det endda kunne gå hen og blive lidt hyggeligt?

I bedste spejderånd er der tre simple retningslinjer for SNAK:

  • Pigespejdere stifter fred ved at være nysgerrige på andres perspektiver. Det er vigtigere at blive klogere end at få ret eller blive enige.
  • Pigespejdere deler med andre og derfor kan endnu ikke pigespejdere også inviteres med ligesom vi kan dele det vi har lært i SNAK med endnu ikke pigespejdere.
  • Pigespejdere er gode kammerater og derfor bidrager vi aktivt til samtalen og den gode atmosfære ved at holde en god tone og lytte til hinanden.

Kan jeg invitere til SNAK?

Alle kan være vært for SNAK. Vælg et emne, som optager dig og som du godt kunne tænke dig at blive klogere på sammen med andre.

Hvordan inviterer jeg til SNAK?

  • Vælg en dato, samt et start- og sluttidspunkt for SNAK.
  • Udfyld formularen til arrangementsoprettelse med en kort beskrivelse af, hvad emnet er og hvad du kunne tænke dig at blive klogere på.
  • Du kan f.eks. stille nogle spørgsmål du gerne vil have at deltagerne tænker over inden SNAK. Noter gerne hvis din SNAK tager direkte afsæt i en NEKTAR-artikel, en rapport eller et forslag til vedtægtsændring eller henstilling.
  • Så bliver SNAK annonceret på pigespejder.dk/kalender. Herefter kan alle pigespejdere tilmelde sig via Medlemsservice.
  • Du er selvfølgelig velkommen til at reklamere for din SNAK på dine sociale medier – for det er faktisk i dit eget netværk på de sociale medier, at du kan få størst udbredelse. Send også gerne et link til din regionsledelse, som kan hjælpe med at dele det videre rundt i korpset.

Du må gerne sætte maks. antal deltagere på SNAK hvis du føler dig mest tryg ved det. Men husk at Zoom platformen understøtter, at deltagerne kan deles op i mindre grupper undervejs og at du kan rammesætte SNAK fra starten og samle op fælles til sidst.

Husk, at det vigtigste er at blive klogere sammen og at alle får mulighed for at komme til orde. Derfor er din rolle som vært for SNAK at sikre en respektfuld og ligeværdig samtale.

Hvad er min rolle som vært for SNAK?

Som vært byder du velkommen til SNAK og sætter rammen for samtalen. Du kan starte med de spørgsmål du har stillet i beskrivelsen, eller med at spørge deltagerne hvorfor de har valgt at deltage. Fortæl også gerne hvorfor du gerne vil blive klogere på netop det emne du har valgt. Ligeledes er det dig som vært(er) der runder SNAK af.

Da det er et nyt koncept vil vi gerne bede dig runde af med tre evalueringsspørgsmål sammen med deltagerne så du får deres input med inden du sender evalueringen ind til SNAK@pigespejder.dk.

Tilmeld dig en af de første SNAK