Fremtiden for De grønne pigespejdere: Den nye strategi forklaret af pigespejdere

28.05.2024

Fire seje pigespejdere satte ord på den nye strategi, som blev vedtaget på Delegeretmøde 2024.

Efter et veloverstået delegeretmøde står De grønne pigespejdere med en ny hovedbestyrelse, en ny formålsparagraf og ikke mindst en ny strategi.

Strategien har, som vi kender det, fire fokusområder: Aktivt fællesskab, ro på, frirum og bæredygtigt engagement.

Fire garvede pigespejdere med hver deres rygsæk fyldt med forskellige kompetencer var på scenen for at sætte nogle ord på strategien.

Det første strategimål er aktivt fællesskab. Her kom Caroline Christensen fra Vildænderne gruppe på scenen for at fortælle om sin fortolkning af det aktive fællesskab.

Hun lagde ud med at fortælle om mod, hvorefter hun fortalte, hvornår hun ikke var modig. Det var dog noget, hun gerne ville øve sig i at være.

–  Jeg ved, at vi skal udfordres. Det er ikke kun vores børn, som skal udfordres. Det skal vi også som ledere.

Caroline Christensen gik på talerstolen og talte om at blive udfordret og at udfordre sig selv

Ro på

Da Alexandra Saul fra Vanløse gruppe gik på scenen for at tale om Ro på var der fart på.

– Normalt ville jeg sige: ”Ro på, Ice kommer ind med fede sko på,” indledte hun og fik flere til at grine. Derefter fortsatte hun på rørende vis ved at fortælle, hvad pigespejderne giver hende.

– De grønne pigespejdere giver mig ro. Ro til at tænke mig om, ro til at være mig i fællesskabet. Ro til bare at være, uden at skulle være en hel masse. Jeg synes, det er rigtig vigtigt med ro, for vi giver børn og unge, voksne, ældre og alle dem midt imellem ro på. Vi får ro på i vores liv, vi får ro, til at være dem vi er.

Som afsluttende ord sagde hun: ”Vi får ro på til at turde, vi får ro på til bare at være”, hvorefter hun trådte af scenen og gav pladsen videre til Katrine Dicte Blom fra Emdrup Gruppe, som talte om frirum.

Alle har værdi

Katrine kom ind på, hvordan et frirum, hvor man kan være sig selv, også er med til at give en et frirum til at være en værdi, uden det handler om, hvordan man er pigespejder, eller hvor længe man har været det.

– Vi giver alle sammen til fællesskabet, og vi bliver værdsat for det. Vores børn oplever, at vi er et mangfoldigt fællesskab, sagde hun blandt andet og afsluttede med:

– Derfor har vi også frirummet til at være pige. Det er det frirum, jeg oplever at få i min gruppe, og derfor er jeg stadig pigespejder.

Husk den næste generation

Som det sidste skulle der tales om bæredygtigt engagement, og her kom Mille Westergaard op på scenen for at sætte sine egne ord på det.

Hun fortalte, at bæredygtigt engagement i bund og grund handler om, at man passer på det, der er, så fremtidige generationer også kan få gavn og glæde af det fællesskab, vi allerede har.

-
Vi skal passe på vores lækre fællesskab og sørge for, at dem, der kommer efter os, får glæde af det samme. At vi kan mærke hinanden, og vi er glade for hinanden og gerne vil stå sammen om noget fedt fællesskab.

Vil du vide mere om, hvorfor og hvordan den nye strategi er kommet til, så kan du læse meget mere LIGE HER.