Spejderbakken har fået solceller: “Det taler direkte ind i De grønne pigespejderes værdier”

06.09.2023

De grønne pigespejdere arbejder målrettet for løbende at implementere bæredygtige tiltag. Derfor har vi valgt at investere i solceller til Spejderbakken, som nu er forsynet med solenergi.

 

På Spejderbakken er der ekstra god grund til at smile over det gode vejr.  Ud fra tankegangen at være bæredygtige på både økonomi, organisering og i det aftryk, vi sætter på verden, har vi investeret i solceller til Spejderbakken, som nu primært er forsynet med solenergi.

– Det taler direkte ind i De grønne pigespejderes værdier og måde at være på,  siger Helle Hende Stærmose, som er generalsekretær for De grønne pigespejdere.

Spejderbakken er en af De grønne pigespejderes ejendomme. Den ligger midt i skoven i Vejle og er flittigt brugt af pigespejdere og fungerer som et stærkt samlingspunkt for lokalmiljøet.

Solcellerne blev monteret i løbet af foråret, og produktionen af solenergi er nu i fuld gang. Vi har investeret på en sådan måde, at solcellerne faktisk har en overproduktion af energi, som vi videresælger.

– Det betyder, at det ikke kun er pigespejdere og andre brugere af Spejderbakken, der får gavn af den bæredygtige energi. Vores omverden får det også, siger Helle Hende Stærmose.

 

Et bæredygtigt aftryk

Beslutningen om solceller blev taget efter tæt samarbejde og sparring mellem det frivillige ressourceteam, kontor og pigespejdernes hovedbestyrelse.

Sammen gik de i gang med at undersøge, hvordan investeringen kunne udmønte sig, så både vi, vores ejendomme og det aftryk, vi sætter på verden, er langtidsbæredygtigt.

At valget faldt på Spejderbakken er heller ikke tilfældigt:

– Vores største energiforbrug er på Spejderbakken, så det er her, vi kan gøre den største positive forskel ved at skifte til bæredygtig energi gennem solceller, siger Helle Hende Stærmose.

– Desuden er der også potentiale for, at vi i fremtiden kan tilbyde bæredygtig opladning til elbiler ved at installere ladestandere.

Med støtte fra Nordea-Fonden

Investeringen i solceller sker med et tilskud på 100.000 kroner fra Nordea-Fonden.

– Spejderbakken er et lokalt kraftcenter i området. Fonden syntes, det var megafedt, at vi var med til at bringe bæredygtighed helt ud i lokalsamfundet – især med en model, der betyder, at vi producerer mere energi, end vi selv bruger. Det er mange, der får gavn af investeringen, fordi centret bruges af mange, siger Helle Hende Stærmose og uddyber, at investeringsdelen tjener sig selv ind på fire år. Herefter er det ren indtjening.

Investeringen taler direkte ind i De grønne pigespejderes værdier og måde at være i verden på og er endnu ét af flere tiltag, der skal sikre, at vores arbejde bliver mere og mere bæredygtigt.

Investeringen er foregået under kyndig sparring med Merkur Andelskasse, som også administrerer den portefølje af bæredygtige puljer, De grønne pigespejdere investerede i tidligere på året.

Det kan du læse mere om her: De grønne pigespejdere investerer i en mere bæredygtig fremtid

Solcellerne på Spejderbakken bliver monteret
De monterede solceller på Spejderbakken. Jan W. Madsen, som er alletiders “altmuligmand” på Spejderbakken, har været en kæmpe primus motor gennem hele processen