Brug de sociale medier til at nå bredt ud

Gruppernes egne Facebooksider er perfekte til at vise, hvad man laver som grøn pigespejder. Og når der er liv på gruppens Facebookside, vil det også tiltrække nye pigespejdere og gruppen bliver opdaget af lokalsamfundet. Læg derfor gerne billeder ud, så andre kan se, hvad I laver (og husk selvfølgelig fototilladelsen). Tag også gerne flest billeder af pigespejder og færre billeder af voksne.

Find de Facebookgrupper, der er for folk, der bor i jeres lokalområde. Ofte hedder de noget i retningen af “Os der bor i Vejle og omegn” eller “Vi med børn i Herning” – søg dig frem og bliv medlem af grupperne eller synes godt om siderne. Nu har du en online lokalavis, hvor du kan lægge indhold fra gruppen op. Tager I et sjovt mærke, holder I åbent hus eller laver I et arrangement til SovUde? Så er det oplagt at reklamere for det på lokalområdets Facebooksider.

For at maksimere hvor mange gruppen når ud til på Facebook er det en god idé at tagge personer, foreninger i samarbejder med eller forældre, hvis du på forhånd har talt med dem om det.

Tips til sociale medier

  • Find Facebookgrupper og sider for folk i dit lokalområde – brug dem til at skrive, hvad I laver i gruppen
  • En aktiv Facebookside fortæller omverden, at gruppen er aktiv. Læg billeder ud, der viser, hvad I laver hos jer (husk fototilladelse)
  • Spørg de ældre pigespejdere om de vil være  ansvarlige for gruppens profil på Instagram – de er indfødte og mega gode til det
  • Del gerne indhold fra pigespejdernes officielle Facebookside – og bed gerne både spejdere og forældre om at dele det